Baggrund:
Min søn og jeg har begge infantil autisme. Vi bor sammen. Hans mor er ikke rigtig behjælpelig, så jeg står for alt selv. Søn er rigtig sød og jeg elsker ham som bare pokker, men han er udadreagerende og har mange nedsmeltninger. Kaster med ting, og slår, sparker og truer andre børn osv. Han er velbegavet, og går derfor på specialskole for autister med normal begavelse.
Han er meget svær for skolen at håndtere. Han slår og sparker andre børn, kaster tunge sten efter pædagogerne, osv. og derfor har de måtte sætte ham ned i tid. Han er nu på skolen fra 9-12 (I et rum med en tablet, han er svær at aktivere), resten af tiden har jeg ham. Han er socialt opsøgende, og vil gerne ud til andre børn i nærmiljøet, men han ender altid i konflikter og jeg har nået et punkt nu hvor jeg simpelthen ikke har energien til at gå med ham.
Jeg har selv været indlagt med psykoser pga. stort pres fra både arbejde og hjemmeliv. Jeg får medicin nu, men den gør mig træt og gør det svært for mig at aktivere ham. Mor er ikke behjælpelig, og vi er gået fra hinanden. Jeg har derfor søgt både aflastning og afløsning. Det siger sig selv, at når en skole med ekspertise i autisme og med eget psykologisk konsulent team ikke kan håndtere min dreng mere end 3 timer i hverdagene, så er det også hårdt for mig.
Problemet er bare at jeg søgte aflastning/afløsning for 3 år siden nu. Der er intet sket. Jeg skal konstant ringe til Familiecentret for at få gang i sagen. Først blev den oprettet i et forkert system. Så blev den oprettet i det rigtige system, men blev ikke overført til det nye. Så fik vi ny sagsbehandler. Hver gang har jeg måtte starte forfra, og gennem stor slid forklare vores udfordringer og behov igen og igen.
Jeg er blevet opfordret til at kontakte mange instanser mhp. at få hjælp. Børnehaven lavede en underretning. Skolen har lavet flere underretninger, og endda kontaktet ledelsen. Vi forsøgte at få en familieven gennem homestart, men da de kom og så hvad min situation var med min dreng, sagde de at det var langt værrere end hvad de kunne konstatere og lavede også en underretning. Der har været underretninger ifbm. min behandling og indlæggelse for psykose, det har været underretninger ifbm. mit misbrugsproblem (Som jeg gudskelov er ude af), og specialpsykiatriske sygeplejerske i både mit lægehus og hos psykiatriens hus har også send underretninger. Men der sker stadig intet.
Jeg har selv grebet knoglen mange gange i løbet af de sidste 3 år, og ringet til Familiecentret. Fortalt at det var akut, osv. osv. Hver gang får jeg at vide at nu skal de lige kigge på dine paragraf, eller den paragraf, og så skal det lige godkendes af den og den instans. I starten når Familiecentret fik underretninger om min søns situation, ringede de til os men dette er de også stoppet med.
Jeg prøver at ringe til DUKH i næste uge når de åbner, og selvom jeg er far kan jeg vel prøve at give Mødrehjælpen et forsøg? Jeg skulle have gået privat socialrådgiver vejen for længe siden, men er hver gang jeg har kontaktet det offentlige fået af vide at de er i gang osv. og at de bare liiiige mangler den ene ting. Eller også har sagsbehandleren lige ondt i ryggen, eller også er den ikke kommet videre pga. en intern omrokering i systemet, jeg har troet på at slutlinjen da måtte være lige om hjørnet for det er det jeg har fået fortalt.
Behovet er aflastning og afløsning. Jeg magter ikke mere. Jeg er fuldtids sygemeldt nu.
Gode råd modtages med kyshånd. Og selvom jeg er udbrændt og træt, så fortsætter jeg bare med at ringe rundt… For hvad pokker skal jeg ellers gøre?
Det er super hårdt at stå i. Jeg har selv et barn på spektret, og føler virkelig ikke der er meget hjælp at hente. Det har taget flere år før der blev sat udredning i gang og derefter flere år før der kom special tilbud. Jeg har brug for at sige dette: Ja, skolen har måske nok et team med viden omkring autisme. Men skolen er også til for skolens egen og for samfundets skyld. Jeg oplever skolen som opbevaring, hvor der ikke rigtigt gøres det store og rammerne ikke er til det der virkelig er behov for. Det lyder til din søn er overbelastet. Når han reagerer udad er det fordi kravene er for store. Måske er skolen i sig selv et alt for stort pres for ham?
Det har jeg også selv overvejet men hans mor vil død og pine have ham i skole. Det er dog ikke bedre herhjemme. Han har jo kun en træt far og Roblox… Desværre.
Jeg tænker jeres begges nervesystemer er voldsomt pressede. I er begge stressede. Det gør en træt. Det er ok at være træt. Både for dig og din søn. Jeres træthed er kroppens måde at tvinge jer til ro, så nervesystemet kan komme tilbage i balance. Og så er roblox måske din søns måde at slappe af på og skærme sig fra verden på. For det lyder til at mange her i verden, inklusive hans mor, lige nu kæmper imod ham. Det jeg gør når mit barn er overbelastet er IKKE at tvinge ham i skole, men sige “jeg kan se du er presset i dag, lad os prøve igen i morgen” og så er der ingen skole den dag. Og ja, så er det måske roblox lige nu, men jeg oplever også med mit barn, at når han bliver hørt, set og forstået og mødt i hans behov, så kan han faktisk få den ro han har brug for og så er han meget nemmere at have kontakt med, og han får overskud til at være social på en ikke voldsom måde. Men det er min erfaring, måske du kan bruge det. I hvert fald kæmpe kram til jer
Mange tak. Du lyder som en rigtig god forældrer, og det du fortæller mig er nøjagtig det mit fader instinkt fortæller mig.
Noget helt andet er at når han så er på specialskolen, så laver er ikke stort andet end at sidde inde i hans rum med en enkelt pædagog og en tablet.
Det han har brug for, er at komme ud blandt andre børn og få styrket hans evne til at danne relationer. Det kræver at der er voksne tilstede for at moderere det, men det er utroligt svært. De har lavet om på hele hans teams udepauser, fordi han blev ved med at ende i konflikt med andre børn.
Jeg føler mig ærlig talt meget magtesløs i det her. Han går jo og føler sig dybt forkert, og giver sig selv skylden for alt.
Jeg ved ikke helt hvad det næste skridt er. Han kan kun omgåes børn hvis der er enormt meget voksen styring, eller hvis børnene er enormt ressourcestærke og kan håndtere den måde han er på.
Det gør mig ked af det på hans vegne.
Er det hans behov eller jer forældres behov, at han kommer ud blandt andre børn? Selvfølgelig er det vigtigt at han får social træning, men måske er det ikke lige så vigtig for ham som det er for dig.
Det er hans behov. Han vil hele tiden ud og lege. Desværre ender det bare hele tiden i konflikter.